På mit køleskab hænger der billetter til Dicte-koncert den 20. marts. (Det er noget med, at Thomas Helmig også spiller samme sted den dag, men man skal jo ikke hænge sig i detaljer)
Jeg er ikke umiddelbart imponeret. Testerne handler om tid og ulykkelig kærlighed. Melodierne er elektronisk inspireret. Jeg synes, der mangler kant – som jo er så svær at definere, hvad er.
Men jeg glæder mig alligevel rigtig meget til den 20. marts, for Dicte plejer at kunne levere masser af kant til koncert.
Jeg har netop færdiglæst en af verdenslitteraturens helt store klassikere - Leo Tolstojs Anna Karenina.
Det er en fantastisk rørende kærlighedshistorie fra zartidens Rusland med de følelser, der nu engang hører med til kærlighed: passion og jalousi.
Hvad der især har imponeret mig, er temposkiftene i romanen. Der er lange passager, hvor hovedpersonerne tænker over meningen med tilværelsen, men disse afløses af intense følelser bedst illustreret i en væddeløbsscene, hvor en af hovedpersonerne grev Vronskij kommer igennem hele følelsesspekteret i løbet af et hestevæddeløb. Har sjældent læst noget så intenst.
Burberry har i de senere år vist sig som et modehus, der ikke blot er med på beatet, men nærmest står på det. Nu har de lanceret det sociale netværk Art of the trench, hvor blandt andet Scoot Schuman fra The Sartorialist fodrer brugerne med fotos af cool Burberry fans fra hele verden.
Her kan du også se, hvordan andre styler den gamle kending, eller selv oploade et billede. Et cool men utraditionelt skridt for et luksusbrand.
Nu mangler jeg bare en fin Burberry trench, så jeg også kan gå i nettet. (Sender hermed en Burberrybøn ud i universet).
Disse skønne sko er netop landet i Topshop, og jeg er sikker på, at de vil pynte gevaldigt i mit skoskab.
Jeg dog har svært ved at bestemme mig for, hvilken farve jeg skal vælge? Måske jeg skulle prøve noget nyt og gå efter de hvide? Fine er de i hvert fald.
En sort-hvid film på tysk. Det lyder ikke særligt muntret og det er filmen Det hvide bånd heller ikke. Personen er onde og brutale og der er udøves både fysisk og metal vold.
Filmens fortæller er en skolelærer. Han illustrer, hvor svært det er at forstå hændelser, som du udelukkende iagttager. Skolelærerne vælger sine skurke og forsøger ud fra det at forstå. Men en fortæller har jo ikke altid ret. Som biografgænger oplever du måske, at der en anden sandhed i et forsøg på at forstå ondskaben.
Det hvide bånd er en hård film, som viser mennesker fra deres ondeste side.
