I mine vennekreds taler vi om Heinz-perioder. Det er de perioder, hvor livet vælter ud af flasken, og det hele sker på en gang. Så meget ketchup er der ingen, der behøver.
Sådan en periode har Toru Watanabe i romanen Norwegian Wood af Haruki Marakami gennemgået, og det er den periode, som bogen beskriver i et tilbageblik.
Mens Toru skal forsøge at blive voksen, så dør eller forsvinder de mennesker, der står ham nær. Når han beskriver perioden, er det som en iagttager. Han virker følelsesløs.
Det lyder meget trist. Og det er det også. Det er ikke en bog, jeg blev i godt humør af, men jeg blev eftertænksom.
Ingen, der har set Michael Moores film Kapitalismen – en kærlighedshistorie, kan være i tvivl om, at han ikke er stor fan af kapitalismen. Og det bliver for meget. Han skyer næsten ingen virkemidler for at vise sin utilfredshed med systemet.
Filmen har pointer, men jeg oplevede, at det var for unuanceret. Det bliver for meget af det onde.
Lige om lidt skal jeg til New York i forbindelse med mit arbejde.
Et farligt sted at tage hen, nu hvor dollaren er rekord lav. En af de ting, som jeg allerede nu ved, at jeg skal fylde min kuffert med er Essie neglelak – af en eller anden grund kan jeg ikke få for mange.
Min oldefar havde en skov langt mod vest. Da min farmor blev gift, fik hun en del af skoven. Den del ejer min far nu, og derfor står der et juletræ på min altan og lyser.
Grantræet er kommet langt hjemmefra, men jeg nyder at se på det, mens jeg spiser brune kager (farmors opskrift) og pebernødder (mormors opskrift) bagt af min mor – tak.
