Forleden dag var jeg i Imperial og se Inception. Og jeg blev ikke skuffet.
Jeg synes virkelig, at den var god. Særligt det dristige tankespring mellem forskellige lag af drøm og virkelighed, er super spændende. Som et kinesisk æskesystem udvikler filmen sig, og spændingen bliver fastholdt til det sidste. Det eneste lille dryp malurt i bægret er, at der er lige lovlig meget action, da det er det psykologiske aspekt, der er mest interessant. Men på trods af det, holder den nu hele vejen igennem, ikke mindst på grund af Leonardo DiCaprio.
I lørdags var Nina og jeg i biografen for at se Sex and the city 2. Og vi glædede os til gensynet med de fire new yorker kvinder. Desværre blev vi slemt skuffet.
De fire single piger er blevet voksne og lige som dem er problemstillingerne forandret, med temaer som, at fejle som mor, at være frustreret over sit job, og at blive tiltrukket af en anden, emner der bliver behandlet overfladisk og krampagtigt.
På trods af manglende handling, så havde vi håbet, at filmen trods alt bød på fantastisk tøj og tilbehør, men heller ikke her leverer filmen varen. Forstå mig ret, der er virkelige guldkorn blandt, som Carries orange kjole, Samanthas kjole med centimeter lange nitter på skuldrene, og det klassiske Carrie-outfit, sort T-shirt med stor lilla prinsesse nederdel. Men eftersom vi har vænnet os til at blive forkælet med Patricia Fields magiske styling, kan vi kun føles os lidt skuffet.
Men vigtigst af alt, så mangler den 5 hovedperson – New York city. (Dog må jeg understrege, at Liza Minelli stadig har gode stænger.)
I går aftes så jeg en af filmhistoriens helt store klassikere: Casablanca. Filmen er jo topmålet af romantik. Bogart er indebrændt og Bergman er smuk. Hvem der havde en lysmester som hendes. Hun ser konstant ud til at have en glorie omkring hovedet.
Men udover historien er der også en helt række klassiske replikker:
Play it once, Sam. For old times' sake. I stick my neck out for *nobody*!
Here's looking at you, kid.
Of all the gin joints, in all the towns, in all the world, she walks into mine.
We'll always have Paris.
Round up the usual suspects.
Louis, I think this is the beginning of a beautiful friendship.
Før påske forsvandt min internet adgang pludselig. Det var kun lidt min egen skyld. Men nu er jeg tilbage.
Siden 2003 har New Danish Screen uddelt penge til talenter i dansk film. Og med Cover i denne måned er resultatet af sidste års donationer med som ekstra gave. (Alternativt er de med som ekstra gave med månedens bog fra Samlerens Bogklub)
I alt otte film i en sjov blanding af dokumentar og fiktion, som jeg varmt kan anbefale, at du ser. Som det var overskriften i Weekendavisens artikel om filmene: En god film gør verden lidt større.
Neden for er traileren til filmen Mirror er af Joachim Ladefoged.
”Vi vil ikke have stress” – siger min veninde og jeg til hinanden, imens vi begge farer omkring, som fluer fanget i et glas.
Filmen Coco Chanel og Igor Stravinsky fungerer fint som stressafleder. Langsomme smukke billeder filmet fra interessante vinkler. God tid til at overveje, om lange perlekæder ville være pænt til jeans. Og spekulationer om, hvorfor Coco Chanel ikke får hattehår.
Med andre ord – Coco Chanel og Igor Stravinsky er flot, men historien er tynd, så der er god tid til at nyde de smukke billeder.
