I går var jeg til U2 koncert i Horsens på Casa Arena. Det var intet mindre end fantastisk. Jeg har aldrig været til U2 koncert før, men det bliver bestemt ikke sidste gang. De fire irske veteraner gav den fuld gas, med blandt andet et fantastisk sceneshow og heller ikke uden humor, som da Bono ændrede teksten i Miss Sarajevo til: ”..is there a time for buying Lego”.
Det er faktisk svært at sige noget dårligt om den oplevelse, det skulle da lige være de halv aggressive koncertgængere, som ikke besad den store tolerance, og Bonos komplimenter til Kronprins Frederik, fordi han var sjov at ”hænge med”.
Forleden dag var jeg i Imperial og se Inception. Og jeg blev ikke skuffet.
Jeg synes virkelig, at den var god. Særligt det dristige tankespring mellem forskellige lag af drøm og virkelighed, er super spændende. Som et kinesisk æskesystem udvikler filmen sig, og spændingen bliver fastholdt til det sidste. Det eneste lille dryp malurt i bægret er, at der er lige lovlig meget action, da det er det psykologiske aspekt, der er mest interessant. Men på trods af det, holder den nu hele vejen igennem, ikke mindst på grund af Leonardo DiCaprio.
Sko fra Christian Louboutin må være noget nær det ypperste inden for den fantastiske verden af sko. De er elegante og klassiske, og kan bruges igen igen. Jeg ville ønske, at jeg havde et par stående i mit skab. Indtil da, må jeg nøjes med at sukke efter dem i den nye A/W kampagne.
Jeg synes, at den er elegant, men også humorist og minder lidt om Tim Burtons fantasifulde og maniske univers fra Alice i Eventyrland.
Fredag aften brugte jeg på Louisiana. Louisiana er altid et besøg værd, men det kan særligt anbefales at tage derop en fredag aften, hvor de har åbent til kl. 22. Der er en hel anden ro, og du har næsten museet for dig selv.
Nina og jeg startede med lidt mad på deres skønne terrasse, og efter et glas hvidvin kunne vi så småt lægge ugen bag os.
Vi skulle se Warhol after Munch som er en rigtig god udstilling, der viser at Warhol var knap så overfladisk, end han ofte opfattes som, og Munch tilsvarende mere overfladisk.
Men det mest overraskende var udstillingen af de franske kunster Sophie Calle, særlig hendes værk Take care of yourself, hvor hun tager udgangspunkt i en mail, hvor hendes kæreste gør det forbi. Denne mail har hun bedt en lang række kvinder – fra en jurist til en psykolog, en sprogforsker til en politikvinde – om at fortolke ud fra deres profession. Det er rørende, og denne udstillinger taler i høj grad til hjertet, for alle har vel på et eller andet tidspunkt, prøvet at blive valgt fra.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har set ret meget af Paradise Hotel, men Amalie fra programmet, har været svær at komme uden om. Særligt hendes helt fremragende kommentarer har det været svært ikke at grine med på.
Og det siger jo sig selv, at når man har været med i et reality program, så er man automatisk kendt, og når man er en upcomming kendis, skal man da også forfølge en karriere inden for underholdningsbranchen. Amalie har så valgt en sangkarriere.
Tag og lyt med her. Jeg spår hende en stor fremtid – hun har x-faktor.
