Et kæmpe langt hosteanfald ramte mig, da jeg satte fødderne på dansk jord efter en dejlig ferie i Mexico. Derfor har jeg først luft til at vise billeder fra turen nu.
Det har været en fantastisk tur med:
et vanvittigt interessant arkæologisk museum
mirakuløse pyramider bygget af aztekerne i Teotihuacán
tids beskrivende og drømmende kunst af Diego Rivera og Frida Kahlo
kæmpe og imponerende byggerier af Maya indianerne i Palenque, Yaxchilán og Bonampak
behagelig afslapning ved det Caribiske Hav i Tulum –
Det er bare nogle af de ting, som jeg oplevede på en herlig ferie i et utroligt interessant og inspirerende land.
Fredag aften brugte jeg på Louisiana. Louisiana er altid et besøg værd, men det kan særligt anbefales at tage derop en fredag aften, hvor de har åbent til kl. 22. Der er en hel anden ro, og du har næsten museet for dig selv.
Nina og jeg startede med lidt mad på deres skønne terrasse, og efter et glas hvidvin kunne vi så småt lægge ugen bag os.
Vi skulle se Warhol after Munch som er en rigtig god udstilling, der viser at Warhol var knap så overfladisk, end han ofte opfattes som, og Munch tilsvarende mere overfladisk.
Men det mest overraskende var udstillingen af de franske kunster Sophie Calle, særlig hendes værk Take care of yourself, hvor hun tager udgangspunkt i en mail, hvor hendes kæreste gør det forbi. Denne mail har hun bedt en lang række kvinder – fra en jurist til en psykolog, en sprogforsker til en politikvinde – om at fortolke ud fra deres profession. Det er rørende, og denne udstillinger taler i høj grad til hjertet, for alle har vel på et eller andet tidspunkt, prøvet at blive valgt fra.
Da jeg først læste om Oluf Høst udstillingen på Arken, tænkte jeg, at den må jeg se. Men tiden gik og mentalt var der åbenbart for langt til Ishøj, og så lige pludselig var udstillingen slut. Heldigvis valgte de at forlænge og i går kom jeg derud.
Lad mig straks skrive, at rejsen til Arken er det værd. Høsts billeder er rigtig interessante. Især dem han har malet af gården Bognemark, talte til mig. Jeg kan relatere til, at man kan føle stor tilknytning til ét sted men samtidig have en enorm udlængsel.
Arken viser desuden også Miro og Katharina Grosse i øjeblikket - så vov jer trygt af sted.
I går gik min søndag med lavpraktiske gøremål. Det i sig selv er ret kedeligt, men det er knap så kedeligt, når man kan skrue helt op for musikken og lytte til den upper cool franske skuespillerinde og sangerinde Charlotte Gainsbourg.
Hun er lige udkommet med et nyt album IRM, som hun har lavet i samarbejde med Beck. IRM er den franske forkortelse for en hjernescanning. Det lyder måske lidt sært, men Charlotte var ude for en vandski-ulykke, hvor hun fik en lille hjerneblødning. Det førte til en operation, og en masse tid i en hjernescanner.
Jeg synes, at albumet er ret fedt, tag og lyt med her:
Forleden dag var jeg på Betty Nansen teatret og se Baby Blue med Steffen Brandt og Trine Dyrholm. Det var en intim teaterkoncert, hvor Steffen Brandt selv har fortolket udvalgte Bob Dylan sange til dansk.
Da jeg lige kom mig over, at jeg ikke var til TV2 koncert, synes jeg faktisk, at det var rigtig godt.
Men jeg forstod ikke konceptet? For jeg synes ikke, at det var en teaterkoncert, det var bare en koncert, og de knap så graciøse dansere, samt Trine Dyrholms lettere lallende figur, virkede mere som støj end teater - for deres småkiksede tumlen rundt på scenen tilføjede eller uddybede ikke noget, det var bare distraherende. Faktisk virkede det bedst, hvis man bare lukkede øjnene og lyttede.
Derudover forstår jeg ikke valget af Trine Dyrholm, er hun valgt på grund af sit skuespillertalent, eller fordi hun kan synge? For ingen af delene fungerede ret godt for hende, og hendes stemme kunne slet ikke løfte de sange, som hun var tildelt.
Personligt synes jeg, at Hr. Brandt kunne havde klaret det alene, det er inden grund til at trække skuespillerinder ind i det, for at det skal have teaterberettigelse. Det kunne sagtens stå alene.
